M
merve
Ude fra havet
Om natten vågnede Lillian og satte sig op i sengen. Månen skinnede ind ad
vinduet, og alt var
mussestille. Lillian kravlede ud af sengen og listede hen og åbnede vinduet
ud til månen
Hun kunne høre noget langt, langt væk. Det var ikke til at høre, hvad det
var, men det kom
ude fra havet. Lillian kunne ikke få øje på hvad det var.
Hun tog en kikkert og kiggede nærmere på den. Der var den, en smuk havfrue
som havde
glitrende rødt hår, havfruen sad og kiggede ud i den blå luft.
Lillan tænkte for sig selv hvor smuk hun var. Hun blev nysgerrig, Lillian
ville bare vide hvem hun var. Hun stak af fra vinduet.
Hun løb og løb ind til hun var ved havet, hun kunne ikke få øje på havfruen,
hun sukkede.
Der kom en flok drenge hen til hende. De mobbede hende og skubbede hende ned
i havet.
Lillian kunne ikke svømme, men lige pludselig så hun noget glitrende rødt
noget. Det kom
nærmere og nærmere. Lillan kunne nærmest ikke tro på hvad hun så. Hun blev
så overrasket
over at se havfruen, at hun besvimede. Efter et stykke tid vågnede hun op.
Det første hun
kunne se var noget rødt. "Halløj!" sagde den røde havfrue. Lillan svarede
hende ikke
hun skulle lige fatte at hun var nede i havet, sammen med en rødhåret
havfrue.
"Hvem er du? og hvad laver jeg her?" spurgte Lillian. "Jeg er Annegrethe, og
jeg reddede dig
fra at drukne" "ej helt ærlig, jeg ligger i vand nu" sagde Lillian. "Nå men
jeg har givet dig
noget magistøv, så du kan ånde i vandet. "Hvor er vi så lige henne?" "Vi er
i Olelandtis"
svarede Annegrethe. Lillan fik et grineflip, "Olelandtis?" "nå, undskyld men
det er ikke
mig som bestemmer hvad dette sted skal hedde!" råbte Annegrethe. "Hvem så?"
"kongen Ole, det siger jo sig selv ikke?" "Jeg er hunde sulten, er der ikke
et sted vi kan æde?"
spurtge Lillian. "jo følg mig."
De svømmede hen til et sted som hed Ole-æde-land. Lillan
tænkte for sig selv hvor selvglad Ole måtte være. Nu var de der, de åd
totalt meget mad.
Lillan var mæt nu. "Jeg vil altså gerne hjem igen" sagde Lillian trist. "Du
må ikke gå eller
svømme væk fra Olelandtis, vi skal have tilladelse af Ole."
Lillian og Annegrethe svømmede hen til kongeriget.
Der var nogle søheste som stod i en række. Det var helt fin og formelt.
Annegrethe bankede på den store port. Straks åbnede en tjener den og spurgte
hvad Lillian
og Annegrethe ville. De forklarede det så. "I får kun tilladelse på én
betingelse" sagde Ole.
"Annegrethe skal fortælle mig sin hemmelighed, hvordan hun får sådan noget
glirtende hår,
jeg vil også have sådan noget sejt hår!" "nej aldrig i livet!" råbte
Annegrethe surt.
Annegrethe svømmede væk så hurtigt som muligt. Lillian gik nærmere imod Ole.
"Jeg skal
nok fortælle hemmeligheden til dig" "GODT!" råbte Ole overraskende. Allian
tog noget sand
imens tjenerne distraherede Ole. "Du skal bare bruge dette hver dag, så skal
det nok blive
glitrende" løj Lillian. Ole var dum nok til at tro på det. Lillian svømmede
så hurtigt som
muligt væk fra Ole.
"Annegrethe!" råbte Lillian, "følger du mig ikke hjem?" "jo" svarede
Annegrethe.
De svømmede op til overfladen, Lillian sagde farvel til Annegrethe.
Annegrethe gav hende en
lille blomst fra hendes glitrende hår, som en minde.
Hver evig eneste nat kiggede Lillian altid ud, og så Annegrethe med sit
glitrende hår.
Annegrethe kiggede altid tilbage med et smil.
Men nogle gange tænkte Lillian altid tilbage til de gode minder de havde.
Om natten vågnede Lillian og satte sig op i sengen. Månen skinnede ind ad
vinduet, og alt var
mussestille. Lillian kravlede ud af sengen og listede hen og åbnede vinduet
ud til månen
Hun kunne høre noget langt, langt væk. Det var ikke til at høre, hvad det
var, men det kom
ude fra havet. Lillian kunne ikke få øje på hvad det var.
Hun tog en kikkert og kiggede nærmere på den. Der var den, en smuk havfrue
som havde
glitrende rødt hår, havfruen sad og kiggede ud i den blå luft.
Lillan tænkte for sig selv hvor smuk hun var. Hun blev nysgerrig, Lillian
ville bare vide hvem hun var. Hun stak af fra vinduet.
Hun løb og løb ind til hun var ved havet, hun kunne ikke få øje på havfruen,
hun sukkede.
Der kom en flok drenge hen til hende. De mobbede hende og skubbede hende ned
i havet.
Lillian kunne ikke svømme, men lige pludselig så hun noget glitrende rødt
noget. Det kom
nærmere og nærmere. Lillan kunne nærmest ikke tro på hvad hun så. Hun blev
så overrasket
over at se havfruen, at hun besvimede. Efter et stykke tid vågnede hun op.
Det første hun
kunne se var noget rødt. "Halløj!" sagde den røde havfrue. Lillan svarede
hende ikke
hun skulle lige fatte at hun var nede i havet, sammen med en rødhåret
havfrue.
"Hvem er du? og hvad laver jeg her?" spurgte Lillian. "Jeg er Annegrethe, og
jeg reddede dig
fra at drukne" "ej helt ærlig, jeg ligger i vand nu" sagde Lillian. "Nå men
jeg har givet dig
noget magistøv, så du kan ånde i vandet. "Hvor er vi så lige henne?" "Vi er
i Olelandtis"
svarede Annegrethe. Lillan fik et grineflip, "Olelandtis?" "nå, undskyld men
det er ikke
mig som bestemmer hvad dette sted skal hedde!" råbte Annegrethe. "Hvem så?"
"kongen Ole, det siger jo sig selv ikke?" "Jeg er hunde sulten, er der ikke
et sted vi kan æde?"
spurtge Lillian. "jo følg mig."
De svømmede hen til et sted som hed Ole-æde-land. Lillan
tænkte for sig selv hvor selvglad Ole måtte være. Nu var de der, de åd
totalt meget mad.
Lillan var mæt nu. "Jeg vil altså gerne hjem igen" sagde Lillian trist. "Du
må ikke gå eller
svømme væk fra Olelandtis, vi skal have tilladelse af Ole."
Lillian og Annegrethe svømmede hen til kongeriget.
Der var nogle søheste som stod i en række. Det var helt fin og formelt.
Annegrethe bankede på den store port. Straks åbnede en tjener den og spurgte
hvad Lillian
og Annegrethe ville. De forklarede det så. "I får kun tilladelse på én
betingelse" sagde Ole.
"Annegrethe skal fortælle mig sin hemmelighed, hvordan hun får sådan noget
glirtende hår,
jeg vil også have sådan noget sejt hår!" "nej aldrig i livet!" råbte
Annegrethe surt.
Annegrethe svømmede væk så hurtigt som muligt. Lillian gik nærmere imod Ole.
"Jeg skal
nok fortælle hemmeligheden til dig" "GODT!" råbte Ole overraskende. Allian
tog noget sand
imens tjenerne distraherede Ole. "Du skal bare bruge dette hver dag, så skal
det nok blive
glitrende" løj Lillian. Ole var dum nok til at tro på det. Lillian svømmede
så hurtigt som
muligt væk fra Ole.
"Annegrethe!" råbte Lillian, "følger du mig ikke hjem?" "jo" svarede
Annegrethe.
De svømmede op til overfladen, Lillian sagde farvel til Annegrethe.
Annegrethe gav hende en
lille blomst fra hendes glitrende hår, som en minde.
Hver evig eneste nat kiggede Lillian altid ud, og så Annegrethe med sit
glitrende hår.
Annegrethe kiggede altid tilbage med et smil.
Men nogle gange tænkte Lillian altid tilbage til de gode minder de havde.